Toftegaard

Toftegaard

Af Verner Eg

Når jeg skriver disse artikler om lokalhistoriske emner, plejer jeg at skrive en beretning, baseret på interviews, dokumenter med mere.

Denne gang har en del af de dokumenter, jeg har fået lov til at låne, været så malende beskrevet, at jeg i stedet har valgt at bringe dem, let redigerede, i deres hele form.

Tidligt foto af Toftegård.

Toftegård set fra Pårupvej. Maj 2016.

Gårdens historie går formentlig tilbage til 1682, eller tidligere.

Erling Windeballe har på et tidspunkt lavet et skrift, hvor det af forsiden fremgår, at gården ifølge matriklen har været fæstet af Jens Pedersen Skræders i 1682.

Derefter af Jens Pedersen i 1688, og af Peder Jensen i 1701.

Helt sikkert er det, at Unge Jens Hansen fik fæstebrev i 1711, og det følger her:

Rønninge Søgårds Fæsteprotokol side 17

”No 4 U Jens Hansen i Ellinge

Ao 1711 d 8 May haver ieg sted og fæst Saa som jeg hermed steder og fæster til Nærværende Jens Hansen Barn føed i Ellinge Sogn Paarup Bye En min Bønder gaarde ligendes i bemte Ellinge, som Peder Jensen Seenest i boede og for armodskyld sig fra sagt haver, og Paa Efter følgende Maade at fornte Jens Hansen samme Gaard straxen maa Antage Bruge og beboe, til fæste Skal hand der afgifve fem og tiugen Rdr som hand og betald Haver til Landgilde skald hand aarlig udi Rette tide yde og levere udi got forsvarligt Landgl. Korn 1 td Rug til Sæden her ved Gaarden, Sex tønder Biug, fire tønder hau. Een Otting Smør et lam toe gies toe skp gaase hau. og fire høns, Mens Indværende det første aars land gl. Smør for falder sandt Hans dag 1711 er hennem efter ladt for hafring (?) Maa hand være fry og forshaanet, - Indtil Michaelz først kommendes, Med Mindre giørningens udførelse her til gaarden, føre Maatte for falde da hand sig der til med andre mine Bønder skal begive Kongl. Contributioner af gaarsens Hartkorn som er 8 tdr 5 skp 1 alb. haver hand udi Rette tider at svare og betale Garden skal hand forsvarligen byge og forbedre, og Vedligeholde, og sig Ellers udi alle Maader efter loven og forordningerne, Som allrede er eller her efter kommendes vorder at shicke og for holde Særdeles at være Hans hosbond og fuldmægtig hørig og lydig aldt under dette fæstes fortabelse

Rønninge Søegaard ut Supra

H.I. Friises efterlatte

Helvig Sophie Urne

Her efter er der fæstebreve til:

1733 - 21. maj til Niels Christensen

1743 - 12. marts til Niels Pedersen

1759 - 19. september til Mads Nielsen

1783 - 31. marts Niels Rasmussen

1813 - 17. oktober til Hans Henrichsen

1848 - 7. december til Hans Sørensen

I Fæstebrevet for Hans Henrichsen af 17. oktober 1813 står der i paragraf 3:

”Fæsteren haver Aarlig og til rette Tiider at svare til Præst Degn og Skolelærer hvad disse med rette tilkommer”.

Jørgen Rasmussen skiver om Hans Henrichsen:

”Hans Henrichsen var født 1783 i ejendommen matr. nr. 4 Pårup. Efter mundtlige overleveringer fik han ingen skolegang eller boglig oplæring. Men som stor dreng kom han i tjeneste hos præsten i Kullerup, en pastor Zeuten. Denne tog sig af ham, så han fik de mest elementære kundskaber i dansk, skrivning og regning. Hans Henriksen bliver soldat ved ”Kronens Regiment” og kommer til København, og hvad han her oplever, forstår han til fulde at berette om. Det var jo under Napoleonskrigene. Her i København havde han sit kvarter hos en lysestøber og hævdede at have set selve søhelten Peder Villemoes. Under soldatertiden kommer hans afdeling til Holsten og Nordtyskland og - var det i Lybæk? - han oplever noget, der gjorde et dybt indtryk på ham. Han så i en kirke et berømt urværk, hvor slagværket kl. 12 viser apostelene een for een samtidig med slagene, men da ap. Judes skal vise sig, går der en skodde for. Hans Henriksen har, efter hvad jeg har forstået af de sparsomme beretninger, haft et åbent sind for, hvad han har set og hørt, og for sit lands og folks skæbne”.

Erling Windeballe skiver desuden:

Noget tyder på, at gården (Toftegård) var blandt de seks Ellinge-gårde, som kronen i følge skøde af 5. juni 1668 afstod til oberstløjtnant Ulrik von Dewitz og hans broder Frederik Dewitz.

Disse seks gårde synes at have været solgt til kronen i 1608 (2 gårde), 1617 (3 gårde) og 1623 (1 gård).

Men i hvilket af disse tre år Toftegård er kommet under kronen er ikke let at sige.

I en hartkornsfortegnelse fra 1680 (Nyborg Amtstues arkiv) finder vi ”Sal. Obrist Dewitzis Gods” som ejer af en gård på 10 tdr. hartkorn og Jens Pedersen som fæster af gården.

Gården har nr. 13.

I en tilsvarende fortegnelse fra 1682 kaldes fæsteren ”Jens Peders Skræder”, og som ejere anføres Christopher og Hans Urne.

I 1688 er Jens Pedersen stadig fæster af gården, og ejeren hedder nu Knud Urne.

Det ”gamle” hartkorn angives til 10 tdr, og det ”ny” til 8 tdr. 5 skp. 0 fjk. 1 alb.

i 1701 har gården fået Peder Jensen som fæster, og som forrige fæster er nævnt Jens Pedersen, og både gårdens nummer (13) og hartkornet (8501) er det samme som før, så er vi på sikker grund.

Tidligt foto (ca. 1909) af Toftegård.

Toftegaard købes til selveje i 1860

I købekontrakten står:

”Kjøbecontract

Undertegnede Kammerjunker Sigismund Wolff Veit de Mylius, Besidder af Stamhuset Rønningesøegaard m.m. erkjender at have solgt ligesom jeg herved sælger til Fæstegaardmand Hans Sørensen den under Stamhuset Rønningesøegaard hørende Gaard Matk. No 6a i Ellinge Bye og Sogn Vinding Herred Svendborg Amt hvis Hartkorn udgjør 3 Tdr. 4 Skp. ” Fdk. 1 3/4 Alb. og Gammelskat 31 Rd som Kjøberen tidligere har haft i Fæste paa følgende Vilkaar.

Den solgte Eiedom staar fra Dato for Kjøberens Regning og Risico i alle Maader med Ret til Bygningernes Assurancesum som han dog til Sikkerhed for dens lovlige Anvendelse indtil Skjødets Udstædelse er pligtig at tage gjennem Sælgeren.

Kjøberen overtager, udreder og tilsvarer til alle Tider og Steder fra denne Contracts Dato alle af Eiendommen gaaende communale og offentlige Afgifter uden Undtagelse, saa og den fastsatte Tiende og alle personlige Byrder.

Bankhæftelsen som paahviler den solgte Eiendom, forrenter Kjøberen aarlig med 6 1/2 prCo, men er pligtig til naar Behæftelsens Obligationseier forlanger det, at udbetale Behæftelsens Beløb. Kjøberen har ingen Act-? og ingen Adgang til Udbytte ??.

Sælgeren indestaar ikke i nogen Maade Kjøberen for Hartkornets, Gammelskattens eller Arealernes Rigtighed.

Den akkorderede Kjøbesum er 5100 skriver Fem Tusinde og Et Hundrede Ridsdaler Rigsmønt, der erlægges med 600 Rdr. ved denne Contracts Underskrift, 1300 Rdl. 11. Juni Termin d.A. og 1200 Rdl. 11 December Termin s.A. til hvilken Tid Skjødet udstædes, hvorhos Kjøberen har at svare 4% Rente aarlig regnet fra 11 Juni Termin d.A. indtil Betaling skeer, af alt hvad der til enhver Tid staaer til Rest.

I 11' December Termin d.A. naar Skjødet udstædes, overleveres mig for de resterende 2000 Rdl. 1ste Prioritets Panteobligation i den solgte Eiendom, skriver To Tusinde Rigsdaler Rigsmynt, der maae henstaa uopsagt fra Stamhusets side i 5 Aar under betingelse af den stipulerede Rente 4% promte heraf erlægges. Skulde noget være at berigtige med Slagter Hans Pedersen i Anledning af passeret Magelæg da bliver slig Berigtigelse Kjøberens Sag og Sælgeren aldeles Uvedkommende. -

Alle Omkostninger i Anledning af denne Handel bliver uden Undtagelse at udrede af Kjøberen naar paafordres.

Rønningesøegaard d. 9 Juni 1860.

Mylius” .

Skødet blev underskrevet den 20. december 1860.

Hans Sørensen døde 15. januar 1880, 75 år gammel.

Han sad i uskiftet bo efter hans hustru Gjertrud Nielsdatter døde 10. april 1875.

De havde ingen børn.

Men der var udfærdiget et testamente, som angiver Rasmus Thomsen af Ellinge som eneste arving, og efter at han betalte arveafgift til amtstuen, og forskellige vidner havde berigtigt testamentets indhold, og sognepræst J. Helms havde sagt god for at vidnerne var ”pålidelige og hæderlige mænd”, underskrevet i Skjellerup Præstegaard den 25. januar 1880, overtog Rasmus Thomsen gården og dens hæftelser i 1881.

Skøde fra Rasmus Thomsen til Mads Hansen 1881

Den 15. november 1881 laves skøde, hvor Rasmus Thomsen, Selveiergaardmand i Ellinge sælger og overdrager gården Mn 6a i Ellinge By og Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt til sin svigersøn Mads Hansen, som er gift med Nielsine Kirstine Rasmussen.

På det tidspunkt er gårdens værdi skønnet og ansat til at være 24.000 kr. og de løse ejendele til 2.000 kr.

Jørgen Rasmussen skriver

(Fætter til Sognefoged Rasmus Johannes Hansen, og boede sine seneste år og indtil sin død på Ellingevej 50, Ellinge).

Af Rasmus Thomsens børn var de to ældste, Hans og Sine, dels hjemme hos forældrene og dels på gården i byen hos de tre gamle, Bedsteforældrene og Hans Henriksen. Sine var der nok til stadighed, efter at hun var blevet voksen. Hun var blevet forlovet med Mads Hansen, søn af gmd. Hans Hansen i Bækstrup, og de overtog gården, da de blev gift 22. oktober 1881. Hans blev gift 1. april 1882 med Marie Nielsen fra Ferritslev. De første par år boede de hjemme hos Rasmus Thomsens, men købte så gården Spurvholm på Ellinge mark. Den yngste, Rasmus, kom så hjem. Han havde som sine søskende været på gården, men derudover haft plads som karl i Skærup ved Vejle og på en gård i Lumby ved Odense, hvor han var i tre år. Endvidere havde han været elev på Vinding Høj- og Landbrugsskole ved Vejle. Hans og Rasmus havde begge været soldat i Nyborg. Rasmus - min far - blev 1891 gift med Katrine Jørgensen fra Kappendrup; de boede også hjemme hos Rasmus Thomsens, indtil de i 1896 måtte afstå det p.g. af min fars svagelighed. De købte en jordlod ved Paarup-vejen med 3-4 tdr. land og byggede på den. Rasmus Thomsen døde 22. oktober 1888, han hustru Ane Kirstine 24. marts 1891.

Mads og Sine overtog gården til en vurderingspris af 24000 kr. + 2000 kr. for besætning og inventar og udbetalte til Sines brødre som deres arvepart: Hans 8000 kr. og Rasmus 6000 kr. - efter afskrift af skøde. De fik så en gæld, da der henstod 2000 kr. gæld til Nyborg Sparekasse. Mads fik, så vidt jeg ved, 6000 kr. hjemmefra. Men at de kom til at sidde "hårdt i det", er sikkert rigtigt. Kornpriserne var lave, og overgangen til det ny, forædling af markens produkter ved udvidet dyrkning af foderafgrøder, roer og græs, og rationel mejeridrift, var endnu kun i sin vorden. Gårdens jorder var nok noget forsømt, og bygningerne med undtagelse af stuehuset var for små og dårlige.

De havde derfor meget trange kår i firserne. Sine har fortalt, at de engang alvorligt overvejede at sælge og så købe et hus (for resten det "omme på Bakken"). Men hun blev klar over, at blev det sådan, ville Mads aldrig blive tilfreds. - Så var der kun een udvej, nemlig at arbejde, alt hvad de kunne tåle.

De blev, - og derefter tidlig op hver morgen, og om aftenen karte og spinde o.s.v. og så ellers spare overalt, hvor der kunne spares. - Deres anstrengelser lønnedes. I halvfemserne kunne de bygge laderne om, først koladen i 1892, de to andre i 1896. (Det kan jeg lige erindre).

Mads og Sine havde to børn, Anna Kirstiene, født 28. august 1882, og Rasmus Johannes, født 26. januar 1885. Af karle havde de til at begynde med bl.a. min far, Rasmus Rasmussen, og en Jørgen Madsen, der senere kom til at bo i Skovfogedhuset. Som tjenestedreng fik de 1. maj 1885 en lille purk på 9-10 år fra Såderup, Hans Kristiansen. Han blev der med få afbrydelser - soldatertjenesten og et par år i gartnerlære i Stige - til han giftede sig med Cecilie Hansen, en broderdatter af Mads.
Han blev dem en uvurderlig støtte med sin aldrig svigtende energi, hvad de da også forstod at påskønne. Hans kom ganske naturligt til at føle sig hjemme, ikke mindst efter at han som tolvårig mistede sin moder, og faderen, der var arbejdsmand, stod ene med flere børn. Under Hans' fravær som voksen var Povl Knudsen fra Ellinge karl på gården. Han var også af den solide type, dygtig og særlig afholdt på grund af sin omsorgsfulde behandling af hestene. På grund heraf opnåede han en særbegunstigelse. - I ældre tider var det vist almindeligt, at snapsen var så at sige en del af det daglige brød. Al nydelse af spiritus var imidlertid bandlyst hjemme. Det var vistnok Sine, der særlig hævdede dette standpunkt, og hun var principfast. Men Povl ville inderlig gerne have snapsen til mellemmaden; om han ligefrem har ytret ønske derom, ved jeg ikke, men med hans gode egenskaber in mente blev der givet dispensation. Af tjenestepiger var min moder en af de første, en anden var en svensk pige ved navn Bengta, søstrene Martha og Anne Kristensen fra Bækstrupmarken. Man må huske, at man skiftede ikke plads hvert halve år, hvis ellers forholdene var ordentlige.

I halvfremserne bedredes vilkårene for landbruget. Forandringen fra at være kornsælgende, til at opfodre, forædle markens produkter, korn, roer og græs, til smør, flæsk og æg markeredes efterhånden i en bedre økonomi.

Det gik ikke så hurtigt, og produktionsændring kræver altid kapital, og hvem skulle financiere uden dem selv.
Renter og afdrag skulle passes, og Mads og Sine havde lært at der stadig skulle passes på, men fremad gik det dog.
Fra 1901, da min moder og min fader var død tre år før, havde jeg mit hjem hos dem, og med taknemlighed mindes jeg dem og deres børn for deres godhed mod mig, og fra mine drengeår og senere mindes jeg deres livsførelse som eksemplarisk.

Bagning. Med visse mellemrum indtraf de tre "større" arbejder inden for husholdningen: storvask, brygning og bagning. Det sidste omtales her. - Der skulle begyndes tidligt om morgenen, og det første var selvfølgelig ovnens opvarmning. Man skulle "hede ovn". Først blev den fyldt med forskellige slags risbrænde, gerne noget tjørn, der foruden dette, at det ikke var brugbart i konfuret, havde en stor varmeevne. Dertil brugtes forken. Når bålet var tilrettelagt, blev der tændt op med en tot halm og vedligeholdt med "Bage brænde " , d.v.s. "Stabber og tromper", store stykker træ, som kunne gå gennem ovnlugen, sådanne som man ellers ikke
kunne lave til kakkelovnsbrænde. I løbet af c. 3 timer skulle ovnen så være ophedet, og dette tidspunkt kunne fyrmesteren, d.v.s. Mads, afgøre ved gennem lugen at konstatere en bestemt glans på ovnens vægge. Ilden blev da øjeblikkelig slukket, aske og gløder raget ud med ovnragen, afsluttet med grundig fejning med riskosten. Dette arbejde skulle gå hurtigt, det gjaldt jo om at udnytte varmen.
Rugbrødsdejgen var lagt aftenen før. Rugmelet blev æltet med lunkent vand og tilsat lidt surdejg udsmuldret i blandingen. Denne surdejg var en lille portion af den færdigæltede dejg fra den foregående bagning; den havde henstået i en krukke i mælkestuen. Den fremkaldt hævningen i løbet af natten. Om morgenen, medens fyringen stod på, blev dejgen æltet igennem endnu en gang, brødene blev formet, d.v.s. "slået op" (- "man må ikke slå større brød op, end man kan bage" -), så de var færdige til at sættes i ovenn, når denne var klar. Dertil brugtes skysselen, et foran halvrundt bræt med en lang stage, passende til brødets størrelse, ca. 45 cm. langt og 25 cm bredt.

Det første brød, man satte ind, var forsynet med en tændt tælleprås i selve dejgen for at belyse rummet. Så snart brødene var bagt på plads, blev ovnlugen lukket til, og i løbet af nogle timer var brødene bagt. De blev taget ud ligeledes med skysselen, lagt ind på et rent lagen i sengen med underskorpen opad. Senere blev de båret på loftet og anbragt på en stor tremmehylde hængene i spærene. Her under stråtaget var tørt, så de ikke var så udsat for at mugne. Så snart ovnen var tømt, kom hvedebrødene ind, men det var ikke så mange, det drejede sig om. Man bagte også hvedebrød i konfuret, men kvaliteten var bedre efter bagning i den store ovn. Var det ind under jul, blev der samtidig med hvedebrød bagt "Prossekage". Det var havregryn, måske blandet med byggryn, rørt ud i mælk og tilsat tørrede pærer, evt. rosiner - i store fladbundede glacerede lerfade. Da blandingen forekom mig tynd, undrede det mig, at Mads kunne manøvrere sådant et fad, omtrent fyldt til randen, på plads uden at spilde noget. Men det kunne han. Prossekage var en dejlig ret; den blev skåret i skiver og stegt i en pande og serveret med sirup. - En sådan bagedag var anstrengende, særlig for kvinderne. At lægge rugbrødsdejg tog hårdt til armkræfterne.

Stuehuset var bygget 1792. Årstallet var skåret i en stolpe i den østre gavl. Det må have været Niels Rasmussen, der har bygget det. Den vestre gavl var grundmuret med to vinder, hvor ruderne var kvadratiske, så noget tyder på, at denne ende med storstuen er bygget til lidt senere. Loftet i denne var også hævet ca. 30 cm i forhold til de øvrige rum.
Det var altså en "højloftssal", om end i mindre format.
Lad mig tilføje, at gulvet i stadsstuen var hvidskuret; i de øvrige rum var der ferniseret. Nordvest for denne gavl lige ind til havens nuværende vestside lå indtil 1896-97 et mindre hus. Det blev benyttet til brændehus m.m. Stuehusets sydside var næsten helt dækket af vintergrønt (efeu), som både var smukt og lunt i vintertiden. De gamle lader kan jeg ikke huske, kun som nævnt erindre opførelsen af de to.
Møddingen var før ombygningen inde i gården. Øst for haven var en rektangulær lavning, ca. ½ alen dyb, længden langs med haven ca. 10 meter, bredden ca. 4 meter. Jeg gætter på, at der her er gravet ler til stuehusets opførelse. Enkelte af felterne ud mod haven var af de risflettede, lerklinede vægge.

Århundredskiftet, det er passeret, og det går jævnt økonomisk fremad. Vi er i perioden 1900-14, den, vi i vor tid er tilbøjelige til at benævne som de gode gamle dage. Der sker ingen større udsving, alt går så støt. Mads og Sine kan glæde sig over de vundne resultater og over, at de endnu har et godt helbred. Rasmus og Anna er voksne og tager deres del af arbejdet. Anna er forlovet med snedkersvend Karl Windeballe fra Ullerslev. Rasmus er hjemme, indtil han den 6. marts 1904 bliver soldat, dragon i Odense. Der er han til 8. oktbr. 1906, og under hans fravær er Kristen Kristensen fra Bækstrupmarken karl på gården.

Den 22. oktober 1906 fejrede Mads og Sine sølvbryllup. Det var en dag, de og alle vi andre så hen til med forventning og glæde. Jeg havde aldrig oplevet sådan en fest. Dagen fik også et overmåde festligt forløb. Om formiddagen kom gratulanterne med gaver, men der var ikke som nu hornmusik om morgenen. Festen var naturligvis henlagt til stadsstuen, og der var, så vidt jeg husker, også dækket i vognporten. Hvordan mon gæsterne blev fordelt? Familie, nærmeste venner samt "Gejstligheden" var selvfølgelig i stadsstuen.

Efter spisningen blev der danset til Bellingemusikkens toner. Det var den tids fineste selskabsmusik her på egnen.
Chr. Larsen og hans to sønner cyklede fra Bellinge og hjem igen ud på natten. Det kan man da kalde et hårdt job.
Godt to måneder senere var der igen fest i det gamle stuehus. Den 29. decbr. blev Anna og Karl Windeballe gift. Karl havde få år før opgivet snedkerprofessionen for i stedet at hjælpe sin mor, der var uddeler i Ullerslev Brugsforening.
Kort tid efter fik Karl denne stilling, og her virkede de i mange år, indtil han fratrådte og påbegyndte en købmandsforretning. Bryllupsfesten formede sig på nogenlunde samme måde som beskrevet for sølvbrylluppet. Mads og Sine var nu over deres bedste arbejdsår, og hvor en aflastning af de daglige byrder måtte være kærkommen, ikke mindst p.g. af, at Mads i nogle år havde været besværet af en astmalidelse, der ingenlunde bedredes, tværtimod. I erkendelse heraf forudså de det tidspunkt nærme sig, hvor de måtte overlade gårdens drift til næste generation. Hertil var imidlertid knyttet et boligproblem. Det gamle stuehus kunne ikke omformes til to familier. Sine havde i øvrigt i flere år syslet med planer om et nyt stuehus. Hun lavede den ene skitse efter den anden, og Mads udbrød tit: ”Mor bygger nyt stuehus hver dag”. Overvejelserne desangående drejede sig om dette: Skal der bygges et stuehus i stedet for det gamle med plads til både unge og ældre - eller bygges et mindre hus i hjulmandstoften som en slags aftægtsbolig? Nu skete der noget, hvorved afgørelsen blev fremskyndet. Over for brugsforeningen boede en ung karetmager, L.P. Danielsen, som fandt sine pladsforhold for trange.
Han kom en dag og ville gerne købe en byggegrund netop på hjulmandstoften. Han spekulerede frem og tilbage. Begge var, måske nok især Sine, lidt betænkelige ved, at man så mistede udsigten mod Kirkeballe. Men resultatet blev, at karetmageren fik byggegrunden. Det var først på året 1908, og sommeren samme år byggede han der. - Nu var det så afgjort, hvor der skulle bygges, og det skulle så være næste år - 1909. Der blev sendt en skitse til familiens gode ven, daværende bygmester Andreas Andersen, Askov, med anmodning om at lave tegning og overslag (Kan ses længere nede på denne side). Da de havde modtaget og godkendt dette, blev der antaget håndværkere til de forskellige arbejder. Der var ikke tale om entreprise, Mads var selv bygherre. Murerarbejde: Hans Hansen, Ferritslev, Tømrerarbejde: Peder Pedersen, Ellinge, og Hans Johansen, Ferritslev, snedkerarbejde: Karl Windeballe og snedker Fr. Rasmusmen, Lyomskov, malerarbejdet: Niels Jensen, Ellinge. Leverandører: Ellinge Teglværk, Odense Kalkværk; Sønderskoven: graner til spær, Otto Nielsen, Nyborg: bjælker og brædder, tagsten fra en fabrik i Nyborg. Grus til støbning af grund og til mørtel kørte vi selv sammen med naboer fra Øksnebjerget og Caspersen Grusgrav. - Arbejdet med nedbrydning blev påbegyndt tidligt om foråret 1909, men selve glæden ved at få et nyt og rummeligt hus har nok været blandet med vemod, da det gamle faldt, dette, som havde været rammen om flere slægtleds dagligliv i sorg og glæde, skuffelser og håb.

Arbejdet sommeren igennem gik med liv og lyst; ind imellem, i spisepauserne, gav Mads og Hans Murer skiftevis numre på harmonikaen. Hen efter høst stod huset fuldt færdigt, og prisen var, så vidt jeg husker, godt og vel 5000 kr. Efter indflytningen blev der, som skik og brug var, holdt rejsegilde, hvor alle, der havde arbejdet med, foruden naboer m.fl. var indbudt. Der herskede selvfølgelig en udmærket stemning som altid ved et gildeslag, men ud på aftenen indtraf et uheld, et dryp malurt i glædesbægeret; der var drukket kaffe i stuen ovenpå. Pigen, Trine, skulle bære servicet ned, men ved foden af trappen snubler hun med bakken, fuld af kopper o.s.v.

Nu var de så igen i den daglige dont, men indendøre i større og lysere omgivelser end før. Desværre blev det ringere med Mads' helbred. Hjertesvaghed og åndenød fremkaldte stadig hyppigere anfald af åndenød, og han måtte efterhånden helt opgive at deltage i arbejdet. Under sådanne omstændigheder var det naturligt at overveje muligheden for, at Rasmus under en eller anden form kunne overtage bedriften. Han var forlovet med Marie Jensen, datter af gmd. Hans Jensen, Ladby. Marie havde to søstre, Kristine og Anne. Henad sommeren 1910 blev det bestemt, at de skulle giftes til efteråret, og brylluppet blev fastsat til 18. novbr., og de skulle så derefter have gården i forpagtning. Brylluppet stod efter sædvane i brudens hjem, og vielsen fandt sted i Kølstrup Kirke. Det var en stille, diset novemberdag, hvor hestene efter den lange køretur fra Ellinge til Kølstrup ligefrem skummede af sved. Der var ingen dans til festen, da Maries mor var død et halvt års tid før.

Ved denne lejlighed så jeg for første gang det elektriske lys.
Det var for os fra Ellinge en oplevelse, at tænke sig, bare dreje på en knap, og der bliver lys. Fri for alt besvær med petroleum, staldlygter o.s.v. Da vi kom hjem sent om aftenen havde pigen, Karen Pedersen fra Skellerup, anbragt lys i alle vinduerne. Det var en festlig modtagelse af de nygifte.

Mads og Sine er flyttet ovenpå og får en hyggelig lejlighed med stue, sovekammer og et lille køkken, medens Marie og Rasmus får hele lejligheden nedenunder. Den mere rolige tilværelse gav dog ingen bedring i Mads' helbredstilstand. Han blev mere og mere svag, og den 14. februar 1914 døde han efter et par dages sygeleje, 63 år gammel. Nu var Sine ene tilbage på "Kvisten" og delte sin tilværelse med ophold her og nedenunder, hvor der efterhånden blev børnebørn, ligesom hun jævnligt tog til Ullerslev til Karl og Anna. Hun havde haft et forholdsvis godt helbred, indtil alderen med påfølgende træthed begyndte at gøre sig gældende. Hun døde 6. januar 1933, 81 år gammel.

Dette foto, som er fra ca. 1947-48, kan man se Toftegård, og nederst til venstre er bungalowen som blev bygget i 1943.

Kort tid efter sin faders død fik Rasmus gården overdraget som ejendom, og i hele den årrække, han og Marie virkede her, var landbruget inde i en rivende udvikling. Produktionsmæssigt en forøgelse af foldudbyttet, - der brugtes mere kunstgødning- og større udbytte af kreaturerne. Teknisk, igennem arbejdsbesparende redskaber og maskiner anskaffet i et stadig stigende omfang, f.eks. i høsten - 1900 leen, nu selvbinderen (og i dag mejetærskeren). Med hensyn til priser, konjunkturer var der derimod store svingninger fremkaldt af mange faktorer. De to verdenskrige medførte afspærringer, restriktioner og nu og da vanskelige afsætningsforhold, men også gode priser for vore produkter, efterfulgt af stigende omkostninger i bedrifterne. Men i det store og hele er perioden præget af fremgang.
Levestandarden er en hel anden nu end tidligere. Vi har ikke det trælsomme, hårde slid, som vore forfædre havde det. Nu er det mere spekulationer, der berører bedriftens økonomiske resultat, der kan true et optimistisk livssyn, som ellers burde være en bondes privilegium, han, som daglig færdes og virker i den fri natur mellem planter og dyr.

Rasmus og Marie fik fem børn: Frede, født 11. marts 1913, Holger, f. 2. decbr. 1916, Tage og Kirsten, f. 21. april 1919, og Herdis, f. 13. juni 1923.

Når jeg skriver disse artikler om lokalhistoriske emner, plejer jeg at skrive en beretning, baseret på interviews, dokumenter med mere.

Denne gang har en del af de dokumenter, jeg har fået lov til at låne, været så malende beskrevet, at jeg i stedet har valgt at bringe dem, let redigerede, i deres hele form.

Dette foto, som er fra ca. 1947-48, kan man se Toftegård, og nederst til venstre er bungalowen som blev bygget i 1943.

Rasmus havde livet igennem kunnet glæde sig ved et godt helbred. Men nu begyndte det at vakle. Det var en galdestenslidelse med anfald nu og da. Efter en rejse til København kom han hjem meget syg. Der indtrådte dog en bedring, men en opblussen få dage efter nødvendiggjorde sygehus indlæggelse og operation. Det kunne han ikke stå igennem, og den 5. oktober 1955 døde han, 70 år gammel. Nu flyttede Frede og Anna tilbage til gården sammen med deres lille datter Merete og boede der sammen med Marie. Efter sin faders død i 1955 blev Frede som sin far og bedstefar udnævnt til sognefoged (arvefølgen sikret). Marie havde som Rasmus den glæde at være forskånet for sygdom i nævneværdig grad. Men først på vinteren 1966 var hun så uheldig at falde i køkkenet og brække lårbenet. Efter flere måneders behandling på Odense sygehus, hvor det så ud til, at hun skulle komme over det, blev hun ført til Hesselager, til Herdis, men hendes kræfter af tog dog dag for dag, og den 15. juni 1966 døde hun, 82 år gammel.

Efter sin moders død overtog Frede og Anna gården. De har som nævnt en datter Merete, som altså er sidste skud på stammen - matr. nr. 6a.

Ovenstående med undtagelse af dokumenterne, er bygget på mundtlige overleveringer, fortrinsvis fra Sine, min faster, nedskrevne oplysninger,af min far og farbroder, samt egne
erindringer.

Jørgen Rasmussen

Ellingevej 50.

Boede her indtil sin død

Rasmus Johannes Hansen

Levnedsbeskrivelse (skrevet ca. 1955)

(Merete Hansen's farfar)

Jeg er født 26 Januar 1885 i Ellinge. min Fader var Sognefoged Mads Hansen og Moder Nilsine Kirstine f. Rasmussen, og beboer mit Fødehjem.

Da jeg var faa Maaneder gammel, kom jeg på Grund af Moders Sygdom i Pleje hos min Morbroder Hans Rasmussen og hans Hustru Marie Rasmussen (disse havde ingen Børn) og var der til, omkring ved 1 Aars Alderen, da min Moder igen var bleven rask, og derfor vilde have mig hjem, hvilket vistnok gav Anledning til lidt Stridigheder, men Hjem kom jeg, og kender ikke meget om de følgende Aar, kun da jeg var Ca 4 Aar blev jeg meget slemt Skoldet ved at gaa bagover i en Gryde kogende Vand som stod paa Gulvet, hvilket jeg bærer Mærker af endnu ved et stort Ar paa højre Laar.

Da jeg var 7 Aar kom jeg i Skole i Ellinge en almindelig Landsbyskole hvor der var 1 Lærer (Vaaben) og en Lærerinde (Thidemann). Jeg blev undervist i de almindelige Skolefag, lidt Gymnastik paa aaben Plads belagt med Grus og vi Drenge havde Træsko paa, Skoleaarene gik den ene dag som den anden indtil Konfirmationen, hvor jeg gik til Forberedelse ved den kendte Pastor Helms i Skellerup, en Præst som forlangte meget af os Konfirmander.

Det første Aar efter Konfirmationen var jeg 3 Dage om Ugen ved en Farbroder Hans Hansen paa Ellinge Mark, hvor mit Arbejde nærmest bestod i at passe Kreaturer, men jeg kedede mig, de Dage jeg var der, det var alt for stille til min Natur, og dette at jeg var opfødt i Ellinge By hvor der var mere at se blev det trist derude paa Marken, men ellers meget flinke Mennesker at være iblandt, efter dette var jeg hjemme nogle Aar, og da min Fader havde en god Ven som var Mejeribestyrer i Ferritslev og jeg hørte ham fortælle om Mejeribrug fik jeg lyst til at komme i Mejerilære, men det kunde ikke tillades Fader synes jeg skulde være Landmand, noget jeg ikke særlig har været dygtig til men har da passet Hjemmet, saa jeg kunde være det bekendt.

I de Aar var der opvækst i Gymnastikken, og da der her i Ellinge manglede en Leder, blev jeg sendt afsted 18 Aar gammel paa et 1 Maandes Kursus paa Askov, hvilket var for mig en dejlig Tur, vi havde Udflugter til Omegnen og særlig Udflugten til Skibelund Krat, var noget der satte mit Sind i Bevægelse, da vi saa Mindesmærket ”Modersmaalet”, staa der skuende ned over det tabte Land.

Billedet bringes efter venlig tilladelse fra VisitVejen.

Besøg VisitVejen her.

Billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen har hugget monumentet i bornholmsk granit i 1903.

Det er digteren Edvard Lembcke og historikeren A.D. Jørgensen, der sammen med ”Modersmålet” skuer mod det tabte Sønderjylland.

Det gik ikke saa længe med Ledelsen af Gymnastikken i Ellinge, for jeg var ogaa i 1903 paa Session og blev der udtaget til Soldat, og blev indkaldt 6 Marts 1904 til det 2. Dragonregiment i Odense, nu begyndte ens Oplevelser det var jo noget ganske nyt at komme i lag med, og det der kneb mig mest var Sabelens brug, da jeg helst vilde bruge venstre Haand, men det kunde jo ikke tillades, og kom da ogsaa ret hurtigt over Vanskelighederne saa kom Tiden da der skulde nogle paa Korporalskolen og jeg blev spurgt om jeg vilde rejse, det havde jeg ikke megen Lyst til da vi skulde til Jægersborg og kunde derefter ikke komme hjem saa tit, og da jeg mente jeg aldrig vilde faa brug for den Uddannelse bad jeg om at blive fri og fik ogsaa lov dertil da der havde meldt sig saa mange, men fortrød det siden da jeg saa hvorledes de der havde været paa Skole havde lært at skrive. Jeg blev da Oppasser ved ælste Premierløjtnant, hvor jeg havde til Opgave at passe hans Vædeløbshest, og var med til et Vædeløb i København paa Eremitagen, jeg spiste paa et Hotel i Charlottenlund og sov i Hø over Hestestalden, og hver Morgen naar vi var til Træning kom vi igennem Dyrehaven hvor der skulde betales Bompenge 2-4 Øre.

Blandt mange Oplevelser som Dragon er der en jeg vil nævne, da vi skulde til Borris til Skydning kom vi igennem Fredericia, og hvor vi gjorde Honør for de faldne Generalers Monumenter, disse Mænd som havde ofret Livet for Fædrelandet, hvor maa vi andre føle os smaa ved deres Side, den slags Oplevelser sætter dybe Spor i et Menneskes Sind.

Blev hjemsendt 8 Oktober 1905 og var derefter en Vinter paa Sorø Højskolehos Forstander Dalsgaard, hvor Tiden gik med almindelig Højskoleundervisning men da det rygtedes at jeg havde været paa Gymnastikundervisning blev jeg opfordret til at lede Gymnastik i Lynge Forsamlingshus, jeg tog imod Opfordringen hvilket jeg ogsaa havde megen glæde af, dog var det ikke godt at begynde med da Sjællænder ikke godt kunne forstaa det fynske Sprog.

1. Maj 1907 kom jeg i tjeneste hos Gaardejer Jens Thygesen i Ferritslev meget rare Mennesker at være iblandt, og hvor jeg lærte meget angaaende Landbrug, var der 1 Aar, da jeg maatte hjem da Fader ikke godt kunde klare det ene da han var noget svagelig.

Efter den Tid passede jeg Gaarden for mine Forældre indtil 1910 hvor jeg indgik Ægteskab med en pige fra Ladby ved Kerteminde Datter af Gaardejer Hans Jensen og dennes Hustru Kirsten Jensen født Christensen.

Vi har 5 Børn 3 Drenge og 2 Piger. Gaarden her fik jeg i Forpagtning de første Aar hvor vi boede sammen med mine Forældre, min Fader døde 1914 hvorefter jeg overtog Gaarden, og blev efter min Fader udnævnt til Sognefoged og Lægsmand 1 April 1914 29 Aar gammel. Det blev et ret stort Arbejde at udføre, da vi havde de store Indkaldelser til Sikringsstyrken sidst i Juli og først i August, min Aargang var ogsaa indkaldt men paa Grund af at jeg var Lægdsmand var jeg fritaget for at møde men havde iøvrigt nok at bestille da Sognefogederne den gang havde meget at gøre med Forbud og lignende i Anledning af Krigen.

I 1925 blev jeg indvalgt i Skellerup Ellinge Sogneraad, hvor jeg var Medlem i 12 Aar til 1937, i den Tid var jeg samtidig Medlem af Skolekommissionen og Formand for Vejudvalget, hvilket havde min store Interresse, at faa Vejene i Kommunen i god Stand, hvilket ogsaa til dels lykkedes, at faa Hovevejen Grundforbedret og Asfaldteret.

Var en Aarrække Medlem af Skellerup Ellinge Menighedsraad, og da Skellerup Præstegaard skulde Udstykkes, blev jeg valgt som Formand for Byggeudvalget da Avlsbygningerne skulde nedrives, og der blev da bygget en ny Avlsgaard med tilhørende 24 Td Land, men dette Arbejde gav en Del Rejser, ved Forhandling i Kirkeministeriet.

1930 blev jeg valgt til Formand for ”Den fynskeBondestands gensidige Brandforsikring” et Selskab som har Virkeomraade paa Fyn, dette Selskab blev oprettet i 1889 ved stort Arbejde af Klavs Bentsen for Udskillelse af Ravnholtkassen. Denne Stilling beklæder jeg indnu og tager meget af min Tid, men har ogsaa helt forladt Landbruget, som min ældste Søn passer denne Bestilling giver mange Rejser hvilket er meget besværlig under de nuværende Forhold. I 1936 i Maj da jeg rejste til Møde i København var jeg med det Tog der afsporedes ved Hedehusene, paa grund af at Lokomotivføreren havde overset, at vi skulde ind paa et Vigespor, og det kunde Skinnelegemet ikke holde til den Fart, saa Skinner og Sveller blev revet op Vognen jeg var i borede sig ned i Jorden saaledes at den kom til at hælde meget men væltede da ikke, og jeg slap udskat fra den Togulykke.

Foto: Holger Damgaard (1870-1945)

1924 blev jeg valgt til Vurderingsmand i Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger for Ellinge Sogn og blev senere Formand for Vurderingsmændene i Skellerup Ellinge hvilket jeg er endnu.

Er Formand for Sundhedskommissionen for Skellerup Ellinge Kommune og i flere Aar været Kommunerevisor som jeg også er endnu.

Været Vurderingsmand i Stormskadeselskabet for Fyn og er det endnu.

Var Formand for Svinereguleringen i Skellerup Ellinge i de Aar at denne Lov virkede, Vurderingsmand i Umyndiges Midler, valgt af Skellerup Ellinge Kommune, Tillidsmand ved Landbosparekassen for Fyn.

Ved Medlemsmødet i Foreningen af danske Brandforsikringer i Maj 1942, paa Skydebanen i København blev jeg valgt som Medlem af Bestyrelsen og som Repræsentant for Fyn hvilken Stilling jeg endnu besidder.

og til slut en Oplevelse til, det var da jeg modtog en af mine sønner hjem fra at have aftjent sin Værnepligt, det var i 1940, at han blev Hjemsendt efter at have været Marinesoldat, og var med den 9 April i Langelandsbæltet, uden et kunde faa Anledning til at forsvare

sit og vort Fædreland.

Rasmus Johannes Hansen

død den 5. oktober 1955, 70 år gammel.

Se flere fotos fra Togulykken ved Hedehusene (klik på links):

Nr. 1

Nr. 2

Frede Hansen

Frede Hansen skriver

(Merete Hansen's far)

”Toftegård” Ellinge 1982.

Min Farfar Mads Hansen overtog ”Toftegård” (i daglig Tale kaldt Sognefogedgården) i 1881 og blev Sognefoged for Ellinge Sogn.

Min Fader Rasmus Johannes Hansen fik Gården i Forpagtning i 1910 da han blev gift med Marie Jensen fra Ladby ved Kerteminde. Fader blev udnævnt til Sognefoged i 1914 da Farfar døde. Vi var 5 Søskende - jeg den ældste og eneste Landmand.

Vi fik Gården i Forpagtning i 1943 da jeg blev gift med Anna Christensen fra Rejstrup ved Nyborg. Jeg blev Sognefoged i 1955, da min Far døde, og var det til Sognefogedbestillingen blev ophævet ved Lov den 31 Marts 1973. Vi overtog

Gården i 1961.

Vi har en Datter Merete Hansen som er gift med Erik Hansen som stammer fra Skellerup.

De har 2 Drenge, Ole Toftegård Hansen og Lars Toftegård Hansen. Om nogen af dem bliver Landmænd og vil føre Slægtsgården videre vil Fremtiden vise.

Frede Hansen

Ellinge

Frem til i dag

Anna og Frede Hansen flyttede til bungalowen den 1. juli 1988, og samtidig flyttede Merete og Erik V. Hansen ind på Toftegård, hvor de stadig bor.

Frede Hansen døde 10. januar 1995.

Anna Hansen døde 10. december 2002.

Bemærkning

Merete Hansen har venligt stillet en større mængde dokumenter og fotos til rådighed, i forbindelse med denne artikels tilblivelse.

Desværre er det ikke muligt at bringe det hele i bladet.

Men her under er et repræsentativt udvalg af billeder og dokumenter, samt et udvalg af fotos taget af Verner Eg i forsommeren 2016.

Den første del af Rasmus Johannes Hansen s håndskrevne levnedsbeskrivelse, som kan læses i sin helhed længere oppe på denne side.

Toftegaard før 1906.

Og her under ses billedets bagside.

Toftegaard med Ellinge by i baggrunden.

Med det hvide tag er det "Husflidskolen". Til venstre anes lidt af "Skolely". Ud til Pårupvej ses Ellinge Skole, og hos bageren står et par svende og holder pause i døråbningen.