Kloakkens Medlemslotteri - Ellinge

Ellinge
Et smørhul på Fyn
Ellinge
Gå til indhold
Kloakudvalgets historie

Kloakudvalget er en støtteforening for Skellerup SG&I, SUB Fodbold og SUS Håndbold. Foreningen indsamler penge ved blandt andet medlemslotteri, teltudlejning og kølevognsudlejning.

Navnet
De tager sig af alt det, andre ikke vil samle ind, og så fik de øgenavnet Kloakken.

Støtteforeningen har indsamlet ca. 1,5 millioner på 25 år.
Der er kun ført regnskab siden 1985, så det eksakte beløb, der er samlet ind, kendes ikke, men et skøn siger halvanden million kroner.
Fra 1985 er det blevet til 1.371.777 kroner.

To posefulde
I begyndelsen blev pengene opbevaret i plasticposer, og da en tidligere formand for Skellerup S.G.&I. spurgte, hvor mange penge Kloakken rådede over, fik han svaret to posefulde.

Ordner verdenssituationen
Svaret afspejler meget godt den ånd, der præger Kloakken, hvor det sociale også spiller en stor rolle.
Det kan man blandt andet få et indtryk af, når man hører, hvordan bestyrelsesmøderne afvikles.
Først tager man fat på de aktuelle spørgsmål, og derefter står den på sildemadder og gammelost.
Når det er fortæret, er der lagt op til kortspil, hvor spillerne også får ordnet verdensituationen.
Værten ved et bestyrelsesmøde skal ifølge vedtægterne til mødet have indkøbt to kasser øl, en flaske snaps og en Gammel Dansk.
Det må ikke være discountøl, som et af medlemmerne kom for skade at købe til et af møderne. Det var både første og sidste gang.

Ialt 13 medlemmer på 25 år
I foreningens 25-årige levetid har den kun haft 13 medlemmer, og tre af dem er den dag i dag med i den syv mand store gruppe.
I dag (oktober 2013) er Kloakudvalgets medlemmer: Ulrik Brejnholt, Ebbe Skov, Ebbe Jørgensen, Poul Erik Biel, Arne Kristensen, Leif Nielsen og Flemming "Smed" Kristensen.

Kloakken er en loge
Kloakken er selvsupplerende, og der aflægges ikke regnskab for nogen.
Foreningen kan godt finde på at annoncere med, at der holdes generalforsamling den og den dag.
Men det kunne aldrig falde flokken ind at skrive, hvor årsmødet holdes.
Bestyrelsen kalder sig med god grund for en loge, hvor det koster 50 kroner at møde halvfuld op til et bestyrelsesmøde. Kloakkens medlemmer ses også meget privat, og tonen er rå men hjertelig.

Hvem støttes
I begyndelsen var Kloakken kun en støtteforening for Skellerup S.G.&I., men i dag uddeles der også penge til ungdomsarbejdet i SUB Fodbold, SUS Håndbold og Skellerup Gymnastik.

Stiftede rejsefond
For nogle år siden blev der stiftet en rejsefond, så de ældste af børnene kan komme på ture til udlandet, mens de yngste kommer på ture indenfor landets grænser.
De mange penge til de unge tjener Kloakken ved indsamling af blandt andet papir, flasker og jern, lotterier, ved fester, uddeling af telefonbøger og vejvisere, loppemarkeder, ved at hjælpe til på markeder og festivaler og køre med virksomhedsstreamere i bagruden.

www.ellinge.dk

www.ellinge.dk
Tilbage til indhold