Eventyret - De Magiske Klip-Klappere - Prins Ib - Ellinge

Ellinge
"Et smørhul på Fyn"
Ellinge
Gå til indhold

Eventyret - De Magiske Klip-Klappere - Prins Ib

Lokalhistorie
Prins Ib
- og de
Magiske Klip-Klapper

Eventyret er skrevet som en dansk stil af Tom Mathiasen i 2005.

2013-06-16

Der var engang et kongerige langt, langt borte. Hvor en mild og fredelig konge boede med sin dejlige og altid smukke dronning.
De havde mange penge, alle folk elskede dem, de havde alt hvad
de kunne tænke sig.
Selvom de var rige, var de ikke snobbede. De tog selv opvasken efter de have spist, de ryddede op efter sig og gjorde rent.
De havde godt nok tjenestefolk, og de blev også betalt, men de lavede aldrig noget.

Kongen og Dronningen havde det godt sammen, og en aften havde de det rigtig godt sammen.
Efter ni meget hårde måneder for dronning, og ikke mindst kongen, blev et meget lille og blegt, dog kønt, drengebarn født ved kejsersnit.
Fødslen gik dog ikke som forventet. En kvote to kirurg, som hed noget i stil med Bjørn Eng, eller Jørn Ege, skar en smule for dybt og slog dronningen ihjel.

Kongen var knust over tabet af sin dronning. Han græd i over syv dage og syv nætter. Han græd så meget, at tjenestefolkene troede, det var kongen der havde kolik.
Den lille prins fik ingen omsorg. Kongen var travlt beskæftiget med at tude, og tjenestefolkene havde for travlt med at trøste, men der var ingen ende på kongens tårestrøm. Han græd såmænd også under lille prinsens barnedåb.
Lille prinsen blev faktisk døbt i kongens tårer.

Han fik navnet Ib.
Den lille blege prins Ib levede med kongen, og hans tilsyneladende ustoppelige græd. Tjenestefolkene, der var henvist til vaders, var godt træt af konges evindelige græd og sendte kongen på blind Date.
Det gik som tjenestefolkene havde håbet. Kongens vandfald af tårer var hørt op, og kongen bekendtgjorde dagen efter, at et bryllup skulle forestå.
Folk troede, at nu ville Ib endelig få den omsorg han havde manglet.

Tingene gik dog ikke helt som håbet. Kongen var forelsket blindt i sin nye dronning, og brugte hvert et øjeblik på at tilfredsstille hende.
Desværre var kongens kærlighed til dronningen ikke gengældt. Hun havde kun giftet sig med kongen for berømmelsen og de rigdomme der følger med. Lille Ib fik derfor stadig ingen omsorg.
Dronningen gik kun op i at shoppe og misbruge sin magt. Hun hævede skatterne, lukkede mange af de sygehuse der lå i landet, og slog kommunerne sammen.
Ingen skænkede lille Ib en tanke.

Årene gik og intet syntes at blive bedre, og Prins Ib var nu blevet 3 år og blevet for gammel til at sove hos kongen og dronningen.
Han skulle have sit eget værelse, og selvom der var mange værelser på slottet blev han forvist til kælderen, fordi dronningen skulle bruge alle værelserne til klædeskab.
Prins Ib fik et værelse i den koldeste del af kælderen. Værelset var lille. Faktisk var det mindre end småt, og kun størrelsen over ikke at eksistere. Væggene i det mikroskopiske lokale var fyldt med revner
og sprækker, og mellem disse revner voksede der trærødder og mos. Insekter, smådyr og alskens skravl kravlede rundt mellem rødderne.
Ib fik heller ikke nogen seng, så han måtte sove på den blødeste del af det sten hårde stengulv han kunne finde. Her sov og opholdt Ib sig det meste af tiden, fordi dronningen, eller den onde stedmor havde forbudt ham at vise sig i slottets andre lokaler.
Dagen kom hvor Prins Ib blev 15 vintre.
Det eneste Ib ønskede sig til sin 15 års fødselsdag var noget nyt tøj. Det eneste han ejede var en trøje af kokos, bukser af ler, sokker af ståluld, underbukser af savsmuld, og som sko havde han den der plastik dims der sidder for enden af et snører bånd som ingen ved, hvad hedder og den passede kun på hans venstre lille tånegl.
Prinsen fik dog ikke noget nyt tøj. Ib fik ikke engang noget andet tøj.
Fest blev det heller ikke til, men han fik et brev. Prins Ib åbnet brevet og læste det. I brevet stod der at han skulle flytte.
Dronningen havde mangel på plads, derfor inddrog hun hans værelse.
Ib vidste hverken fra eller til, men en ting var sikkert, han skulle af sted. Tre dage senere blev Ib smidt på porten.

Ib havde aldrig før været uden for slottets mure.
Ib viste ikke hvor han skulle gå hen, men en ting vidste han, man kommer ingen vejene ved at stå stille, så han begyndte at gå.
Han gik længe uden at møde nogen mennesker, eller dyr. De var alle rejst, da Stedmoren havde overtaget magten.
Prins Ib stoppede ved udkanten af en stor skov. Det var blevet mørkt og koldt.
Ibs tøj gav ikke meget varme, så Ibs tænder klaprede.
"Prøv lige at slappe lidt af. Der er faktisk nogen der prøver at sov her", lød en lille stemme pludselig.
Ib så sig forfærdet omkring, men der var ingen at se.
"Hallo, er der nogen?", råbte Ib.
"Lad vær med at råbe, jeg kan sagtens høre dig", lød stemmen igen.
"U-undskyld", fremstammede Ib. Og lige med et, kom et lille lysende væsen ud af hans mund. Det var en lille fed fe med vinger og små briller.
"Det er helt okay, bare det ikke sker igen", sagde feen venligt.
"Hvem er du? Og hvor kommer du fra?", spurgte Ib.
"Jeg er en fe, og i den seneste tid har jeg boede i dine tænder", svarede feen.
"Nåh, så må du jo være tandfeen", sagde Ib forstående.
"Nej, det er jeg skam ikke. Tandfeen er min søster. Jeg er Mandelfeen. Jeg samler på mandler fra børn", klukkede den lille buttede fe stille.
"Mandelfeen siger du? Hvad laver du så i min mund?", spurgte Ib med et sjovt ansigt.
"Jeg bor der som sagt. Jeg blev smidt ud af min gamle lejlighed fordi jeg ikke kunne betale lejen. Der er nemlig ikke mange penge i at samle mandler fra børn, det sker ikke så tit at folk lægger deres mandler under hovedpuden ser du. Så jeg spurgte min søster om hun kendte et sted jeg kunne flytte hen, og hun viste mig din mund", svarede Feen.
"Okay, det lyder rimeligt. Hov, jeg har helt glemt at præsenter mig selv, jeg hedder prins ... ", det var det Ib nåde at sige før han blev afbrudt.
" ... Ja ja ja, Prins Ib", afbrød Feen og forsatte, "Jeg har hørt alt hvad der er sket. Jeg har jo boet i din tand, og jeg er ikke døv, ved du nok. Og det kan godt være du er prins, men der er ikke meget prins over dit tøj, din stakkel", sagde feen.
"Kan du hjælpe mig? Du er jo en fe, så kan du trylle lidt?", spurgte Ib.
"Jo vist er jeg en fe, men jeg mestrer ikke magi. Hvis jeg gjorde, ville vi heller ikke være her. Så havde vi været et varmt sted", svarede feen.
"Hvad skal jeg så gøre?", spurgte Ib, lettere desperat.
"Jeg fryser. Har ikke noget rigtigt tøj. Ikke noget hjem. Min far er som forbandet, og en stedmor som ikke tænker på andet end hende selv og shopping", sagde Ib trist.
"Jeg ved det godt", sagde feen, og tænkte sig om i noget tid.
"Nu har jeg det", sagde feen og hævede sin finger.
"Men først, skal vi finde en tørt sted, og så fortæller jeg dig hvad jeg har i tankerne. Kan jeg få dig til at åbne din mund igen, jeg bliver så hurtigt træt når jeg flyver", sagde feen.
Ib og feen gik ind i skoven. Det var blevet meget mørkt, og Ib kunne næsten ikke se en hånd for sig.
Trods de mørke og lidt uhyggelige omgivelser, fandt de to en tilsyne-ladende forladt jordhule og kravler der ned for at få læ og ly for natten.
"Det her virker til at være godt nok for nu", sagde Ib stolt.
"Hvad var det du have i tankerne?", spurgte han så feen.
"Jo nu skal du høre. Har du nogen sinde hørt om klip-klapperne fra landet FAC-UT-VIVAS? Det siges at de er fortryllede, og at den person som har dem på, vil få alt hvad denne person ønsker", sagde feen.
"Orv, det lyder næsten for godt til at være sandt", sagde Ib.
"Det er det faktisk også. Ingen ved om de virker. Mange har prøve, men klip-klapperne har ikke virket. Det siges, at man skal være af det rette stof. Man må ikke være for ung eller for gammel. Samtidig er klip-klapperne ganske små, så man skal have en meget lille fod for at passe dem, men det er da forsøget værd, ikke sandt?", sagde feen.
"Jeg er villig til at gøre alt. Det skal bare lykkes. Jeg vil hjælpe min far kongen, fordrive dronningen og rede landet", sagde Ib sikkert.
"Godt, vi drager af sted i morgen, men gør dig klar. Turen til FAC-UT-VIVAS er meget lang og hård", svarede Feen.
Næste morgen vågnede begge med et chok. Der lød en stemme ude for hulen.
"For Sørensen da også. Man er ude en nat, og hvad sker der. Der er nogen der hugger ens hule! Ens hjem! MIT HJEM! Men bare vent til jeg får fingre i den slubbert!".
"Hvad gør vi nu?", hviskede Ib til feen.
"Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke? Måske skulle vi bare forklare hvad der er sket?", svarede Feen.
"Det er nok det eneste vi kan gøre, og så håbe at det går godt".
Ib krydsede fingrene, og kravlede ud af hulen med feen i munden.
Uden for hulen gik en grævling rundt og så godt sur ud.
"Grrr der har vi jo synderen! Den skurk der stjæler folks ejendele, og lader dem stå ude i kulden hele natten. Jeg håber du har en god forklaring unge mand", råbte grævlingen da den fik øje på Ib i huleåbningen.
"Det må du frygteligt meget undskylde, vi vidste ...", det var hvad Ib fik sagt.
"VI!? Hvor er vi?", råbte grævlingen endnu højere og surere end før.
"Kan vi så få kammertonen Gert grævling! Har din mor ikke opdraget dig bedre, eller skal vi lige hente hende?", lød det ud af Ibs mund, men det var ikke Ib der havde sagt noget. Gert grævling så ret forbavset ud.
"Hvad? Hvor? Hvem? Jamen?", var det eneste Grævlingen kunne for frem.
Mandelfeen kom frem mellem tænderne med en lille blid latter.
"Hehe, rolig Gert, det er bare mig, min ven", sagde feen venligt.
Grævlingen så meget overrasket ud.
"HAHA er det virkelig dig Mandel? for pokker da. I må virkelig undskylde mit raserianfald. Hvad har du dog lavet siden sidst?", sagde Gert Grævling med et smil på læben.
Ib var meget forvirret. Han forstod ikke hvad der lige var sket.
Det viste sig dog at Mandelfeen, som hed Mandel, var gamle venner med Gert grævlingen, og hun satte Gert ind i tingene som de var.
"Det lyder da ikke for godt. Jamen det kan vi jo ikke have, så i kan regne med min hjælp. Jeg håber ikke jeg skræmte dig min lille ven", sagde Gert til Ib.
"Nej nej, tænk ikke på det, og du skal have meget tak for din hjælp", sagde Ib.
"Men først skal vi da lige have dig i nogle andre klude end det du har på nu. Jeg tror jeg har nogle af mine gamle vinterpelse til at ligge, og dem må du gerne få", sagde Gert, og gik ned i hulen og kom tilbage med favnen fuld af pelse.
Prins Ib havde ikke fået nyt tøj i mange år, og blev meget rørt over Gerts gavmildhed.
"Rigtig mange tak. Det er virkelig venligt af dig", sagde Ib.
"Det var så lidt. Men først skal du af med alt det tøj der. Det ser ud at være ret så ubehageligt at have på", sagde Gert.
"Det er det også, min trøje af kokos kradser noget så forfærdeligt, bukserne af ler er meget stive i det og svære at gå med, og mine fødder er helt hudløse, fordi mine sokker af ståluld har revet alt sammen af hælen af. Mine underbukser har en tendens til at kravle op mellem mine balder og det er ikke så rart at have savsmuld der, og min sko er der ikke nogen der ved hvad hedder, og så passer den kun på min venstre lille tånegl", fortalte Ib.
"Jamen så er det jo godt at jeg kan hjælpe dig. Men jeg har ikke noget som du kan bruge som sko, så du må nøjes med din Aiguilette, som den hedder" Sagde Gert med et smil.
"Hvor ved du det fra?", spurgte Ib forbløffet.
"Jo ser du Ib. Nok er jeg en grævling, men jeg er meget klog. Jeg ved meget om alt. Tag nu for eksempel din Aiguilette, det er fransk og betyder snørebåndsdup" fortalte Gert med stolthed i stemmen.
Da Ib var kommet i det nye tøj, og havde fået tisset af, var det afgang mod landet FAC-UT-VIVAS og de magiske klip-klapper.

De tre følgesvende havde ikke gået længe før noget uventet skete.
"Hey! Holdt, stop. Jeg har en fornemmelse af at ... kommer om lidt igen", råbte Gert og stak af sted.
"Hvad tror du han skulle?", spurgte Ib Mandel.
"Ved det ikke. Måske opfangede han duften af fare. Du må huske på, at vi kommer ind i et farligt område", svarede Feen.
Kort efter kom Gert løbende tilbage til de to.
"Hvad skulle du?", spurgte Ib.
"I gætter det aldrig. Det kunne nemt have gået galt. Jeg havde glemt at låse min hule af. Man ved jo ikke hvem der kommer på uventet besøg", svarede Gert.
Ib og Mandel kiggede på hinanden og rystede på deres hoveder.

De tre fortsatte nu deres færd gennem skoven. De kommer til en meget dyb kløft. Der var en bro der førte over.
Da de kom, tættere på, så de en stor og ildelugtende trold, med hænder så store som kampesten og tænder så lange som stoleben.
"STOP DER", brølede trolden så jorden rystede under fødderne på dem.
"Pænt god dag, Torben", sagde Gert.
"Hvor kender du ham fra?", spurgte Ib.
"Du må huske på, at jeg har boet i skoven hele mit liv, så selvfølgelig kender jeg Torben. Jeg har tit spillet poker med ham. Men nu skal vi svare på en gåde han stiller. Bare rolig, jeg har været her så mange gange, at jeg kender alle svarene" sagde Gert.
"For at krydse den bro jeg har, skal i give mig et svar. Tid jeg har så jeg venter gerne, for at finde svar skal i bruge jeres hjerne", begyndte trolden.
"Gåden lyder: Hvilken stilling søger jeg. Find synonymer for disse ord og knæk koden. Første ord er TÆV, Andet ord er BERUSET og sidste ord er STOR. Tag jer god tid", sagde trolden.
"Orv, den var straks værre", sagde Gert opgivende.
"Er det ikke en ny gåde, det der?", spurgte Gert trolden.
"HARHARHAR. Jo Gert. Jeg har fået en ny gåde. Jeg ved, du kender alle de andre gåder, men det var ikke min idé. Det er et fagforenings krav", sagde trolden.
De tre lagde deres hjerner i blød for at knække koden. De brugte dage og nætter på at gætte gåden.
"Jeg ville ønske at min fars bankfuldmægtig var her, han er god til det med gåder", sagde Ib, og i sammen øjeblik rettede trolden sig op.
"Hvad sagde du lille ven?", spurgte trolden Ib.
"Det ved jeg da ikke? Far? Bankfuldmægtig?", sagde Ib fortvivlet.
"Ja, du har den jo. Jeg skal bare have svaret og ikke spørgsmålet", sagde trolden.
"Bankfuldmægtig", forsøgte Prins Ib igen. Lige med et gik trolden til side og de tre kunne frit gå videre.
Humøret var højt hos de tre. De sang og var glade, indtil de kom til et stort bjerg. Det var for stejlt til at det kunne bestiges, så de måtte igennem det.
De fandt en grotte og gik ind. Der var meget mørkt og koldt, og jo længere de kommer ind desto mindre plads syndes der at være. Pludselig så de et lille rum med et bål, og der så ikke til at være nogen udgang fra det lille rum. Da de tre kom ind i rummet blev de budt velkommen af en
lille heks med krum ryg og stok, en vorte på næsen og med lynlåsen stående åben.
"Hej med jer børn. Så I vil gerne forbi mit bjerg?", gnækkede Heksen.
"Ja, det vil vi frue, og undskyld mig. Men har du ikke lært at lukke efter brug?", spurgte mandel sarkastisk.
Heksen så forskrækkede ned.
"Hehe. Ups det sker bare hele tiden. Det der, det er så pinligt", sagde heksen og blev helt rød i hovedet.

"Men hvordan kommer vi videre herfra?", spurgte Ib.
"Jo ser du min ven. Det er let. Du skal blot vælge den rette drik, men der blot det ene problem, der er kun væske nok til en.", svarede heksen.
"Det forstå jeg ikke", sagde Ib.
"Det er simpelt", sagde Mandel og forsatte. "Se på bordet der over der står tre glas, og du skal vælge den rette, og så kan du komme videre."
"Men hvad så med jer?", spurgte Ib.
"Vi bliver nød til at vente her. Du hørte jo heksen, kun nok til en", svarede Mandel.
"I er mine bedste venner, og jeg skal nok klare den. I skal have mange tak for hjælpen", sagde Ib med alvor i stemmen.
"Bare rolig. Vi vil vente her på dig, og pas nu godt på dig selv så længe, ven.", sagde Mandel med en lille tåre i øjet.
"Jaja. Vi venter her på dig. Smut du bare, men kan du huske om vi kom forbi et WC på vej her ind?", spurgte Gert.
"Nej ikke lige, men kan du ikke bare gå over bag den klippe der? .. Jeg har noget jeg skal have gjort", sagde Ib og gik med faste skridt helt over til heksen.
"Okay, kan du ikke forklare mig nærmere hvordan det her skal gå til?", spurgte Ib Heksen.
"Vælg det rette glas, og du vil finde, at her er rigeligt med plads. Drik den rette væske og du med lethed slipper, gennem bjerges mange klipper. Det er galt at vælge forkert, du vil langsomt blive stranguleret. Det er svær, at vælge med begær. Det er ikke sjov, at vælge hvis man har behov. Måske er det ikke altid trist, at kun tænke på en og være grisk. For at undgå smerte, skal man blot vælge med sig hjerte."

Ib gik længe frem og tilbage mellem de tre glas på bordet.
Beholderne var ikke ens, men indholdet var præcist af målt. Det ene bæger var stort og slidt, det andet var lille og blank poleret, det sidste var en mellemting.
Ib tænkte så det knagede. Denne beslutning kunne jo ende galt, så det skulle gennemtænkes grundigt. Med et slog det ham.
"Måske er det ikke altid trist, at kun tænke på en og være grisk" var det sidste Prins Ib tænkte inden han besluttede dig for at blande væskerne, det må være det, det betyder tænkte han.
Prins Ib blandede væskerne og de begyndte at bruse og boble. Prins Ib drak væsken, og lige med et forsvandt han for øjnene af de andre.
Ib var ikke væk, han var blevet usynlig og kunne nu gå gennem vægge.
"Du må skynde dig ud på den anden side af bjerget inden virkningen fortager sig" sagde heksen.
Ib løb alt hvad han kunne, og heldigt var det, for i samme øjeblik han kom ud af bjerget blev han normal igen.

Nu var han atter alene, og begyndt at traske af sted. Ib gik længe inden han kom til en lille sti med skilte "FAC-UT-VIVAS" ikke langt her fra" stod der på et af skiltene. Ib gik nu videre med genvundne kræfter, og idet han gik op ad en bakke kunne han skimte nogle store tårne skyde op i himlen.
Da Ib kom helt op på toppen af bakken så han den største by han nogen sinde have set. Huse, flere hundrede meter høje, kilometerlange gader, men det er overskyggede det hele, var et kæmpe slot i midten af byen.
"Det må være der jeg skal hen", tænkte Ib for sig selv.
Ib kom til byen, men han lagde ikke mærke til alle de forskellige ting og begivenheder der fandt sted, fordi han var så fast besluttede på at gennemføre sin opgave. Ib stod nu ved slottes store port. Det var nu det eneste der stod mellem ham fra hans lykke.
Ib bankede på, det hårdeste han kunne, men porten var så stor og tyk at bankene ikke kunne høres.
Ib var på nippet til at give op. Det hele synes at være spildt.
"Så tæt på, og dog så langt fra", tænkte han. Prins Ib så opgivende mod himlen, og der midt i det hele så han en ringeklokke.
Ib ringede på klokken og en lille mand kom frem i porten, han var mindre end Ib, men havde nogle kæmpe fødder, han så en anelse sur ud.
"Hvad vil du her på slottet unge mand?", spurgte manden i døren.
"Jeg har været længe under vejs, gennemgået opgaver og fået venner, men jeg er her for at fuldende min lykke. Jeg har hørt at der skulle befinde sig nogle magiske klip-klapper her, og det er hvad jeg er her for", sagde Ib.
"Nåh, og hvad får dig så til at tror at du er bedre end alle de andre der har prøvet?", spurgte manden i døren.
"Jeg er ikke komme så langt med en tro. Jeg er kommet her til med et håb, kære vogter", svarede Prins Ib.
"Ja, jo så må vi se hvad vi kan gøre for dig, men sæt ikke dine forventninger for højt. Du ved, jo større forhåbninger desto større skuffelser", sagde manden i døren og åbnede porten så Ib kunne
komme ind.
Forhallen i dette slot, var større end hele slottet hvor Ib kom fra.
Ib blev ført ind i lokalet for enden af den lange gang, der var en frygtelig hede der inde.
Kongen sad på din trone, og så meget royal ud.
"Træd frem ungen herre, tal!", sagde kongen med en meget mandig røst.
"Først vil jeg spørge. Steger i hanekyllinger, siden der sådan en forfærdelig hede?", sagde Ib.
"HAHAHA, den knægt har humor. Nej vi steger ikke hanekyllinger. Jeg har været forkølet i tressenstyve år, og der er ikke noget der virker. Har prøvet det hele, kamillete, urtete, varm mælk, medicin, det hele. Men nok om det, hvem er du og hvad vil du?", spurgte kongen.
"Jeg er prins Ib. Jeg er her på en færd, en færd for at rede min fars kongerige, slippe af med min forfærdelige stedmor, ser du ... ", og Ib forklarede kongen alt, og fortalte om alt han havde været igennem.
"Hrnm, jeg forstår", sagde kongen og klappede i sine hænder. En dør gik op, og en nisse kom ind med klip-klapperne på en pude.
"Værsgo at prøve lykken min unge ven", sagde kongen.
Ib tog sin snørebåndsdup af. Han havde jo nogle unormalt små fødder, og prøvede da at stikke sin fod i den ene klip-klap. Der var en larmende stilhed i lokalet, men klip-klappen passede ikke.
Hverken på højre eller venstre fod. Ib prøvede alt, men intet syntes at virke.
Ib blev meget skuffet og ked af det. Nu kunne han ikke rede sin fars kongerige, ikke fordrive stedmoren, faktisk ikke engang komme tilbage til sine venner. Han skulle jo kunne gå gennem klippevæggen for at kommer tilbage, og det kan ikke lade sig gøre nu.
Ib havde svigtet, svigtet alt og alle, men værst af alt, svigtet sig selv. Han var atter alene. I et land han ikke kende.
Ib tog sin snørebåndsdup, og ville tage den på, men den passede heller ikke nu, Ib forstod ikke noget.
"Hvordan kan det nu gå til?", tænkte Ib. og så slog det ham.
Varme får ting til at udvide sig. Hans fod var hævet op på grund af heden i lokalet.
"Må jeg prøve klip-klapperne igen, udenfor?", spurgte prins Ib.

Kongen gav lov, og de gik alle udenfor for at se hvad Prins Ib havde i tankerne. Der var atter engang meget stille, man ville kunne høre en fjer ramme gulvet.
Prins Ib prøvede igen, og denne gang for øjnene af dem alle sammen, smuttede Prins Ibs fod i klip-klappen og den passede som hånd i handske.
Folk jublede af glæde. Glæden over endelig at slippe af med alle de mennesker, der kom og forstyrrede freden, bare for at prøve klip-klapperne, men mest af alt glæden over at klip-klapperne endelig havde fundet deres rette ejermand.
Nu kunne Prins Ib ønske hvad han ville, og det første han ønskede, var at den forkølede konge skulle slippe for sin snue, og "vupti", forkølelsen var borte.
Kongen Takkede Prins Ib af hele sit hjerte og sagde, at når Prins Ib blev ældre og gifteklar ville han stille sin datter til rådighed for ham.

Prins Ib takkede af og gik i raskt tempo mod bjerget, nu skulle der trylles. Prins Ib gik nogen tid da det slog ham, hvorfor gå, når man kunne trylle sig til bjerges indre og "vupti".
Atter genforenet med sine venner og heksen, hvis lynlås igen stod åben.
"Hej mine venner! så har i mig tilbage. Jeg kan simpelthen ikke takke jer nok, jeg står i gæld til jer, hvad i ønsker skal i få, og heks, din lynlås står åben", sagde Prins Ib.
"Vi har snakket om det, og er kommet frem til den konklusion, at det er lige meget om du kom til at trylle eller ej, det eneste vi ønsker er dig som ven. Du det eneste menneske der ikke har hadet os", sagde Mandel.
"Tak skal i have, og bare rolig mit venskab er jeres. I har bevist at rigtige venner ikke går op i penge eller status", Sagde Prins Ib.
Genforenede drog de tre af sted igen, men inden de kom helt ud af rummet, ønskede Prins Ib at heksens bukser ikke længer skulle være løse i lynlåsen og "vupti".

De kom atter til broen og trolden råbte "Nåh, så du klarede den, lille ven, det er jeg glad for at se".
"Ja, det gjorde jeg, og som tak for din hjælp, godt nok ringe hjælp, men hjælp var det da, vil jeg belønne dig. Fortæl mig dit ønske, og du skal få det", svarede prins Ib stolt.
Trolden rev et blad for og pegede på et billede af et æsel.
"Sådan et æsel har jeg altid ønsket mig. Det kan tale", sagde trolden genert.
"Hvad du ønsker, skal du få", sagde Prins Ib, og "vupti" der stod det talende æsel.
"Hej. Jeg hedder Æsel, Hvad hedder du? Hvor kommer du fra? Hvad er ud for en? Vil du være min ven? Har du en hobby? Har du en vase? Har du kridt? Har du måske en vase af kridt? Drikker du kaffe? Eller er du mere til te? Du ligner mest en te-trold?", sådan blev æselet ved.
Trolden takkede Ib med fingrene i ørne, mens de tre venner gik videre, og æslet blev ved med at stille spørgsmål om stort og småt.
Det varede ikke længe inden de stod ved Gert grævlings hule igen, men der var ikke meget hul tilbage, selvom Gert havde låst forsvarligt af, havde der stadig været ubudne gæster og alt var raseret. Gert gik mellem sine ødelagte ting, han fældede en tåre.
"Nu har jeg ikke noget sted at bo. Jeg ejer ikke andet end den pels jeg har på. Hvad skal jeg dog gøre?", sagde Gert stille, men de to andre hørte det godt.
"Jeg ved godt, jeg ikke kan erstatte hvad du havde, men hvad siger du til at komme og bo med mig og min far? altså når jeg har fordrevet dronningen og redet kongeriget", Sagde Prins Ib.
"Det kan jeg ikke. Jeg vil så nødigt trænge mig på", sagde Gert trist.
"Hold da op. Du trænger dig ikke på. Det er da det mindste jeg kan gøre for dig min ven", sagde Prins Ib.
Gert smilede og sagde "Jamen så forventer jeg jo kongesuiten, og tandpleje mindst en gang om måneden", og så lo han.
"Jeg hader at ødelægge en god stemning, men du bliver nød til at gøre noget ved dine sidste problemer nu Ib", sagde Mandel.
"Du har ret, vi ses snart igen", sagde Ib til de to.

Ib ønskede sig til slottets porte, og "vupti" så stod han ved portene. De samme porte han blev smidt ud af for måneder tilbage, mere præcist fem en halv måned siden. Meget havde ændret sig, slottet var blevet større og flottere, mens byen nu var mennesketom, og næsten faldet fra hinanden.
Det var ikke noget kønt syn, men Prins Ib var vendt tilbage for at rette op på dette. Prins Ib kom til at se ned af sig selv, ikke just en syn for guder. Stadig i grævlingepels og med klip-klapper. Prins Ib ønskede sig noget nyt tøj, det nyeste af det nyeste, og "vupti" det fik han, men han beholdte klip-klapperne på.
Prins Ib ønskede sig ind på slottet og "vupti" der stod han. Væggene var fyldt med diamanter og alle rum var fyldt til bristepunktet med tøj, noget af det var ikke engang brugt. Der var ikke længere nogen tjenestefolk, de var blevet fyret fordi de var dyre i drift. Når det var tid til mad, bestilte
dronningen mad langvejs fra, men kun til hende og så kunne kongen spise hvad der var tilbage der efter.
Prins Ib gik stille ind i den store tronsal, og der sad stedmoren på kongetronen og talte penge, og hun brugte kongen som fodskammel.
"Hvordan kunne du synke så lavt far", tænkte Prins Ib.

- Ib var meget nervøs, men tog mod til sig. Gik nogle få skridt inden for døren før Dronningen lagde mærke til ham.
"Hvad du her? Kan du komme ud! Du er blevet forvist fra slottet!", skreg dronningen, mens kongen bare så bedrøvet op.
"Jeg er tilbage, mere magtfuld end du nogen sinde ville kunne forstå. Jeg vil tage tronen fra dig og overgive den tilbage til dens retmæssige ejer, og gæt engang, du står i vejen", sagde Prins Ib med en sikker stemme.
"HAHAHA. Jeg kan ikke vente med at se hvordan du vil bære dig af med det!", lo dronningen ondt.
"Du skal du bare løjer! Jeg ønsker at du bliver til en gris og at du skal vælte dig i din egen afføring som den usling du er!", råbte Prins Ib og "vupti" sådan blev det.
Dronningen befandt sig nu i den kongelige svinesti.
Prins Ib ønskede kongen tilbage på tronen, fik nogle fine værelser til sine venner som lovet, byen tilbage til normal og folk kom hurtigt tilbage til
byen igen og alt var snart som det skulle være.
Kongen var glad igen, prins Ib fik omsorg, byen normal, folket tilfredse, tæt på sine venner, alt hvad man kunne ønske sig, var blot et ønske væk og en mulig brud i fremtiden, så alt var godt.
"I dag er det min fødselsdag, og jeg fik hvad jeg havde håbet, ikke ønsket, men bare håbet, en fest med mine venner og min far" sagde Prins Ib, og den aften fik de dejlig flæskesteg med ekstra sprøde svær. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

SLUT

Tom Mathiasen
+45 28 19 28 35

allan@ellinge.dk

www.ellinge.dk
Kirkeballe 11, Ellinge
5540 Ullerslev
+45 28 19 28 35

allan@ellinge.dk

www.ellinge.dk
Kirkeballe 11, Ellinge
5540 Ullerslev
Tilbage til indhold