Brethvad - Ellinge

Ellinge
"Et smørhul på Fyn"
Ellinge
Gå til indhold

Brethvad

Lokalhistorie
Erik Brethvad
Af Verner Eg

Jeg fik den første e-mail fra Erik Brethvad den 13. juli 2008.
Senere er det blevet til mange breve fyldt med billeder og beskrivelser, og han kom endda forbi Ellinge til en kop kaffe, sammen med fru Esther.

Materialet er efterhånden så omfattende og interessant, at jeg har besluttet at Erik Brethvad skulle have sit eget afsnit på Ellinge’s hjemmeside - og det er altså her.
Resten af siden består af billeder og tekster fra Erik Brethvad - og det er kun let redigeret.

Til højre er det Erik Brethvad og fru Esther.

Her under sammen med Elly Frandsen ved besøget i Ellinge.

Brev fra Erik Brethvad
Der er kommet en venlig hilsen fra Frederiksværk. Tak for det.
Den kommer her under i en let redigeret form.

Min farmor blev født i Ellinge d. 4.9.1852 og viet i Ellige kirke 12.11.1881. Hendes navn var Christiane Henriksen. Hendes far var købmand Knud Henriksen.
Familien havde slægtsforbindelse med smedien der lå ved Tvevad - jeg har gamle fotos derfra.
Hvornår blev den gamle smedie saneret? - ligesom den høj der lå ved Tvevad.
Sidst jeg oplevede den gamle smedie har været i ca. 1934-35.

Med venlig hilsen
Erik Brethvad.
Nyvej 153 - 3300 Frederiksværk.
       
2008-07-13
Brev fra Erik Brethvad

Kære Verner.

Tak for dit hurtige svar - det har sat mig i arbejde - men det er morsomt.
I nærmeste fremtid sender jeg fotos - min hedengangne faster var en ivrig fotograf på de tider - så der er en del fotos - mange personfotos af forlængst hedengangne familiemedlemmer Vedrørende Tvevad - min farfar tog navneforandring i ca. 1905 til navnet Brethvad - idet det i virkeligheden burde have været Bredvad - men det var åbenbart optaget på det tidspunkt - derfor Brethvad - der har sin afstamning fra "det brede vad" - altså ved Tvevad.
Det vare smedien ved det brede vad - (tvevad).
Nu kan du se frem til at studere diverse billeder.
Iøvrigt havde vi famile i Rolfsted og Kappendrup - hvor vi i mange år tilbragte ferierne - i tiden 1930 - 45.
min fars kusine var gift med Marius Egelund der havde gård der - nu ligger der en ny bygning med navn "Egelund".
Jeg var med min fætter på mælkerunde i midten af 30' - og kørte junger til mejeriet i Rolfsted .
men jeg har mange flere historier i "ærmet" for den der gider læse dem.
På gården i Kappendrup lærte min tante Marie min at brygge øl - hvilket jeg senere tog op som professionel brygger - idet jeg blev brygmester på Carlsberg - og endda bryggede øl i Malawi i nogle år.
Så der kan du se hvad det kan føre til.
2008-07-13
Brev fra Erik Brethvad

Hej Verner !

Jeg kan godt fatte problemet - med jeg beskriver tingenes tilstand for godt 70 år siden - og der foregår altså mange ændringer i en sådan periode.

Men lad os starte "markvandringen" fra Rolsted - ad Rolstedvej - halvvejs til Ellinge lå på venstre side min tante Kathrine og Mads'es gård så de solgte midt i 30' da der var krise i landbruget. Vader vi videre mod Ellinge lå på højre side ved vadestedet (hvor der dengang også var bro over vandløbet) den gamle smedie - der ikke fungerede mere som sådan i min tid da vi besøgte stedet - (de gamle var da døde og borte) i huset
boede den gamle husholderske for smeden - hun hed Marie - og da hun døde en gang i begyndelsen af 40' ventede familien at de skulle overtage ejendommen da man mente hun var alene i verden. <men nej tak!
der kom en dame fra Odense der viste sig at være hendes datter - som ingen havde haft kendskab til at "jomfruen" havde født i dølgsmål.

Se det var en lille skandalehistorie fra Ellinge.

Højen jeg omtalte lå lidt fra "vadestedet" på højre side - ca. 100 m. fremme.

Men den er selvfølgelig saneret for mange år siden.

--og sådan kunne jeg blive ved ...

med hilsning

Erik.
2008-07-25
Brev fra Erik Brethvad

Hej Verner !

På selvsamme vej  (red.: Tvevadgyden - den gang Rolfstedvejen) (midtvejs) kravlede jeg som ca. 18 mdr. gammel ud på vejen fra onkel Mads's gård
og satte mig tilrette der - men gårdens store schæferhund (Rollo) satte sig lige ved siden af mig - måske for at passe på trafikken (som der ikke var meget af den gang ).

Stor opstandelse - en begivenhed jeg har fået fortalt.

Der hvor der nu formentlig er parkeringsplads ved Rolsteds kirke - lå Johanne's gård - en slags fætter et sted på anelisten. Han var en herlig gammel original alle havde morskab over . For at komme fra Johanne's gård til købmanden på den anden side af vejen - skulle man igennem kirkegården. En sommerdag hvor min far og Johannes havde trang til en tår øl - blev jeg sendt over til købmanden - uheldigves trak en tordenbyge op, og lige over kirken slog et lyn ned med et gevaldigt brag - men øllet fik jeg da hentet.
Mange år senere kom vi forbi hans gård - men fandt kun ruiner tilbage - den skulle rives ned - men jeg fandt hans gamle brødmaskine i murbrokkerne.

Hvordan løser vi kortproblemet ?

hilsener

Erik.
2008-07-26
Brev fra Erik Brethvad

Kære Verner !

Jeg sender dette ”jammerskrift” idet jeg sidder med en masse meget gamle fotos
Fra omkring århundredskiftet – og mit problem består i – at mine kære slægtninge  ikke har skrevet bag på billedet – hvem – hvor og hvorfor . o.s.v.

Alle der havde førstekendskab til billederne – der er taget af min faster – er ”draget
hidenhen”  og jeg har dengang ikke haft fornøden interesse til at få det gjort.

De eneste jeg med nogenlunde sikkerhed ved kender en smule til hvem der er hvem – er Inger Egelunds mand - Hans Kryger – der bor på plejehjem i Langeskov.
Inger er død – men de havde en gård i Nyhave ved Kappendrup – men jeg vil tro de afhændede gården for måske 20-25 år siden.
Den anden hedder Hakon Finset – norsk tilflytter – han var gift med den lidt ældre søster Karen – der også er død nu.  Hakon bor i Odense – i øvrigt  deltog han i kampene i sønderjylland d. 9 april 1940 og ble såret  - det er de to eneste forbindelser med måske lidt kendskab til hvad  der  rørte sig i området omkring  1940 – 60.

Men ellers er der flere gode portrætter som jeg søger at forbinde med fortiden.

Derudover har jeg en alenlang slægtsliste – der går tilbage til 1805 ca. med vide forgreninger over det ganske Fyn – meget sjov læsning – men næsten uoverkommelig.

Du hører fra mig når jeg har fået lidt mere ”samling” på tingene.

Asserbo den 2.8.08

Hilsen
2008-08-02
Efterlysning 2
        
Lidt længere oppe på denne side, kan du læse det første brev, jeg modtog fra Erik Brethvad.
Det er senere blevet til en hyggelig korrespondance, som blandt andet har afdækket, at han og jeg har fælles bekendte i fortiden.
Nu har han sendt en del originale fotos. Dem har jeg scannet og returneret. De scannede billeder vil blive vist her på siden, lidt af gangen. Det første er her over.
Men!  Jeg kunne jo skrive en billedtekst, magen til den, som står på billedets bagside. I stedet vil jeg bede jer læsere om at komme med jeres bud.

Det kunne være noget om personerne, stedet, eller noget andet, som har relation til det dejlige foto.


Send et forslag via siden ”Kontakt”, som du finder i menuen til venstre.
2008-07-19

Endnu et foto fra Erik Brethvad
På bagsiden står der:
Det brede vad i Ellinge
- heraf navnet Brethvad – Fyn (Tvevad) Ellinge
2008-08-03
Der er ikke så mange informationer om dette billede, men på bagsiden står der ”Smeden - Ellinge - Fyn”.
Erik Brethvad og jeg er i fuld gang med at finde ud af præcis hvor denne bygning lå (eller ligger). Måske er der en af læserne, som kan hjælpe.
2008-08-01

Erik Brethvad har sendt et foto
        
På bagsiden står der: ” Den gamle smed Ellinge.  Smeden ca. 20 år senere. Marie t.v. var hushjælp - og boede der hele livet. Siddende smeden kone - min tante  (søster til Christiane)”.
Jeg hygger mig over et herligt billede, og bemærker ham der sidder i vinduet til højre.
      
2008-08-13

Bingo
Sådan lyder overskriften i en mail jeg netop har modtaget fra Erik Brethvad.
Jeg havde sendt ham en kopi af et foto, som er i Ellinge-bogen på side 91.

Her følger lidt af den øvrige tekst:


Kære Verner

Tak for mail med billede. Det kan ikke være bedre - jeg har samme billede i samlingen.
Jeg er p.t. ved at samle en del fotos som jeg sender til din beskuelse, jeg sætter numre bagpå og prøver at give en forklaring om personerne.
2008-08-17
Udsnit af foto fra Erik Brethvad.
Der kan ikke være tvivl om, at det er de samme personer.
Udsnit af foto fra Ellinge-bogen side 91.
Under billedet står der:
Anders Smed (1843-1928) og Karen f. Henriksen (1847-1916).
Brev fra Erik Brethvad  (Let redigeret)

Hej Verner !
Det med Maries fødselsår 1847 - sætter tanker i sving i min hukommelse - idet Gl. Carlsberg foretog sit første bryg d. 10. november - så vidt jeg husker- og i den anledning skulle vi fejre 125 års jubilæum på det gamle bryggeri - hvorfor jeg af vor bryggerichef Poul Michelsen - blev sendt ned i vort gamle arkiv på Gl.C.- for at finde de gamle brygjournaler så vi kunne få inspiration til en jubilæumsøl - og efter en længere gennemgang af de gamle bøger - fandt jeg frem til en 'opskrift' som jeg forelagde laboratoriet til et forsøgsbryg på ca. 50 ltr.
Ud af anstrengelserne fik vi en prøve der blev testet ved en smagsprøve af bryggerne - og vi fandt at den var fin - derpå kom den til smagning hos vore salgsfolk - der fandt den alt for bitter - og påstod at den kunne de ikke sælge - hvorpå vi ændrede den lidt - og på den måde blev Carlsberg's 47 skabt - en øl der kan fås ved juletid.
Jeg mener at det er den bedste 'øl der nogensinde er skabt - ak ja.

Når jeg ser på stamtavlen - så havde Karen - hende med Anders smed Pedersen - 3 søskende - Stine - Knud (købmand - og min farmor Christiane Henriksen.

Anders kom fra Sødinge (v.Ringe).
2008-08-20
Marie fodrer hønsene
Sådan er teksten på billedet, som Erik Brethvad har sendt.
Det er måske lidt flot at bruge hele sidebredden på ét billede, men jeg synes det er så flot, at det fortjener at blive vist, så stort, som det nu er muligt på hjemmesiden.

2008-08-22

Regnefejl
Sådan skrev Erik Brethvad om Karens fødselsår.
Det rigtige er 1847, og det er rettet under billedet, som nu er flyttet til siden ”Lokalhistorie”.

Foto fra Erik Brethvad
Erik Brethvad har sendt følgende billedtekst:
Et rigtigt familiebillede.
Bageste række fra venstre ukendt – min far (Carl) – min farfar (Niels) – smeden vi kender.
Forreste række Marie- Karen - og min farmor Christiane.

Husk at kigge på siden ”Lokalhistorie”, hvor alle de billeder, som har været vist her på forsiden, stadig kan ses I en periode.

2008-08-29

Fotos fra Erik Brethvad
Desværre har Erik Brethvad ingen informationer om billederne, som jeg alligevel synes bør vises frem.
Manden med hunden og ham med piben er jeg sikker på, er den samme person.
Men hvem de er - det vides ikke.

Billedet til højre er kun et udsnit.
2008-09-21

Atter et familie-
billede fra Brethvad
        
Erik Brethvad har sendt følgende billedtekst: ”Bagest Anders smed – dernæst ej identificeret.
Forrest Karen (den gamle bestemor) – Christiane og Marie”.

Jeg har glædet mig til at sætte dette foto på hjemmesiden, for nu er der pludselig bygninger i baggrunden - og måske endda bygninger, som nogen stadig kan huske.

Jeg tror, at det sted fotografen står, er nogenlunde midt mellem Ellingegaard og Gl. Byvej, og at husene i baggrunden lå (ligger) på Gl. Byvej.
2008-09-23


Det er ikke Skagensmalerne
        
Erik Brethvad skriver om billedet: Sted ukendt – fra venstre ukendt – min farmor Christiane – stående min mor Anna Brethvad – ukendt – min farfar – ukendt – damen i forgrunden med koppen min faster Valborg (fotografen).
        
Årstal ukendt – men ca. 1915/16.
2008-10-10

Jeg synes det er et vidunderligt billede, som er på linie med alle kvaliteterne i de kendte billeder fra familien Krøyer.

Verner Eg
”Jeg kan ikke identificere ham, med han er med på mange billeder”, skriver Erik Brethvad. Og det er jo ganske rigtigt, for her er den ukendte mand på to billeder - taget næsten samme sted. Jeg tror også det er ham man kan se med hunden lidt længere nede på denne side.

Ellinge
ca. 1910

Erik Brethvad skriver: ”Endnu en opstilling af de - for fleste gennkendte personer fra Ellinge omkring 1910 vil jeg tro”.
Og han fortsætter: ”Christiane med sin søster Marie under armen . Bag dem Marie - og så min farfar og dernæst Anders smed - alle gamle kendinge”.

2008-10-02 og 2008-10-03
Påstand
Jeg påstår, at dette billede er taget på Ferritslevvej, lige ud for det hus, som i dag er Ferritslevvej nr. 123.
Jeg har ladet mig fortælle, at det hus tidligere blev kaldt ”Smedehuset”, og på gamle kort kan jeg se, at der har ligget en smedie. Desuden er det smedefamilien, vi ser på billedet.
Og så må det være Kirsten og Leifs hus vi kan se i baggrunden til venstre. På kort tilbage fra 1928 kan man se, at deres hus tidligere lå helt ud til vejen.

Vil nogen tilbagevise eller bekræfte den påstand?

Hilsen Verner Eg
Bekræftelse

... billede du satte på den 3/10 2008. Her er ingen tvivl, det er vores hus til venstre. Det lave smedejerns rækværk er genkendt og de særprægede jernstolper er der stadig, vi har bare skiftet trådhegnet ud med træ.
Mange venlige hilsner
Leif og Kirsten Birk.

Erik Brethvad skriver:       
På Valby Bakke - ved ZOO og Søndermarken
        
Christine (farmor). Esther m. lille Esther i barnevognen. Faster og frk. Johansen.
Fra venstre min farmor (Christiane) – men bemærk hattene på de to skønjomfruer (tv. Min faster Valborg).
2008-10-21
Bagest stående – farfar –ukendt
Foran – Karen – Anders – ukendt.
Foran min farmor – siddende foran ukendt.

Dem kender vi
Det skriver Erik Brethvad om billedet til venstre..

Om det her under skriver han:
- Fløytrup g.m. Kirsten (Kjølleskovgd. v. Fåborg). Forældre til Einer F. (skovrider på Tranekær – en herlig original – over hans hoveddør i Tranekær havde han et skilt hvor der stod (Germanium esse delendum) – han var en stor modstandsmand.

Skulle der være nye læsere, som derfor ikke rigtigt ved hvem det er, der på det øverste foto, så vælg i menuen til venstre: ”Lokalhistorie”, og i menuen der kommer frem vælg ”Brethvad”.

2008-10-24



Endnu et foto fra den gamle smedje i Ellinge - altså den smedje, som lå på Ferritslevvej 123.
Om dette billede skriver Erik Brethvad: ”Endnu en opstilling af de, for de fleste genkendte personer fra Ellinge, omkring 1910, vil jeg tro. Til venstre er det min far. Yderst til højre min farfar, og til venstre for ham Christiane”.

For de, der eventuelt ikke ved det, så kan du se alle de billeder fra Erik Brethvad, som tidligere har været her på forsiden, ved at vælge ”Lokalhistorie” og ”Brethvad” i menuen til venstre.
        
2008-11-06

Vielsesattest fra
Ellinge Kirke
Dokumentet omhandler to mennesker, som kan ses på flere billeder - både på denne side, og på siden: Lokalhistorie - Brethvad.

Egentlig utroligt, at der findes så mange fotos af dem, når man tænker på, at det kun var cirka 40 år tidligere, at Daguerre første gang fik et billede frem på en forsølvet kobberplade. Det første billede er efter sigende det, som er her under. Det er fra 1839, og viser Boulevard du Temple i Paris.













  

Fra Brethvad’s arkiv
Til venstre er det Karen Marie, som er søster til Einer Fløjtrups mor.
Her under er det Marie og Marius Egelund, Kappendrup, med børnene Karen, Knud Einer og Lauritz.
Marie Egelund er født i Ellinge.

        
2008-11-16



Erik Brethvad har sendt
En besynderlig historie ...
Den 21. januar 1998 - var Esther og jeg på indkøb i Frederiksværk.
Der skulle købes lidt ind til min fødselsdag d. 22.
I Frederiksværk Boghandel's vinduer plejer der at ligge gamle bøger og fotos, blandt flere antikvariater. Midt for lå et billede, der syntes mig bekendt, og jeg måtte have mine briller på, for at kunne se tydeligere, og der lå et nydeligt foto af min farmor, et billede jeg godt kendte, jeg har et par i forvejen. Jeg kaldte på Esther, der også straks genkendte billedet.
Jeg gik ind i butikken, og spurgte til billedet, og hvor han dog havde fået det fra? Han svarede, at en hr. J. Bach, der boede på (udeladt, red.) havde solgt det til ham sammen med en del andre gamle ting, han havde ryddet op i.
Jeg købte billedet - og tog hjem og ringede til Bach. Det viste sig så, at hans onkel var Einer Fløytrup i Tranekær, så det var ad den vej billedet var kommet i hans besiddelse.
Ved at grandske i vor stamtavle, viser det sig, at vore oldemødre var søskende - dvs. at vi så har fælles tipoldeforældre.
Min farmor er født Christiane Henriksen i Ellinge på Fyen den 4.9.1852, og døde i Bissensgade 20 i København V. den 4.9.1928
Herover: Christiane - Erik Brethvads farmor.

Til venstre øverst: Einer Fløytrup


Nederst (fra venstre):

Carl Brethvad (Eriks far), Einer Fløytrup (senere skovridder på Tranekær), Henrik Brethvad (Eriks farbror, og senere cand. pharm.).



Fra Erik Brethvad
Træsko-manden
Erik skriver:
Højst sandsynligt er det Kathrine og Henrik Knudsen, Træskomand, Ferritslevvej 123.

Børnene kan være Kathrine, f. 8. 12. 1879  (gift med Hans Hansen), og Marie (ugift).

Billedet er sikkert taget ca. 1880.
2009-01-11
Rolfstedvej
ca. 1928
        
Erik Brethvad skriver om dette billede:
Mads Hansen og Kathrine’s gaard, Rolfstedvej - cirka midtvejs til Ellinge.
Det er mig på armen hos Kathrine. Min mor og Mads er på vognen.
2009-01-05
Erik skriver:
Siddende i græsset med piben må være Sofus.
Stående Niels Brethvad.
Siddende Ida, og min farmor Christiane.
2009-02-21


Erik Brethvad
Familien informerer om at Erik Brethvad døde stille den 10. februar 2016.
Han skal bisættes onsdag den 17. februar 2016,  kl. 13 fra Melby kirke.

Erik Brethvad blev 91 år den 22. januar 2016.

Jeg fik den første henvendelse fra Erik Brethvad den 13. juli 2008, hvor han i en e-mail fortalte om sin tid i Ellinge som feriedreng.
Senere er det blevet til et varmt venskab, og han og fru Esther har besøgt mig flere gange.
Billedet her over tog jeg da de besøgte mig i Ellinge den 11. september 2009.

Desuden har Erik været så venlig at sende en del billeder fra Ellinge, og det hele kan ses via menuen til venstre, vælg Lokalhistorie, og der efter Brethvad.

Mine tanker går til fru Esther og familien.

Verner Eg
2016-02-15
+45 28 19 28 35

allan@ellinge.dk

www.ellinge.dk
Kirkeballe 11, Ellinge
5540 Ullerslev
+45 28 19 28 35

allan@ellinge.dk

www.ellinge.dk
Kirkeballe 11, Ellinge
5540 Ullerslev
Tilbage til indhold