Gadedrenge

Ellinge
Et smørhul på Fyn
Ellinge
Gå til indhold

Gadedrenge

Ellinge
Offentliggjort af Verner Eg i Diverse · onsdag 01 aug 2018
Gadedrenge

  

Skovspurvene har en Penthouse-lejlighed oven over mit foderbræt.
I år har de foreløbig leveret tre kuld unger. De nyeste kom ud i går formiddag.

Mindre end en time efter at de havde været ude på deres første flyvetur, begyndte gadedrengene at terrorisere omgivelserne.

Solsorten sad og hyggede sig i fuglebadet.
Men så kom tre af gadedrengene, og begyndte at skælde ud.
Solsorten smuttede, men prøvede at komme i bad igen, uden held.
Så var der stiftende generalforsamling i foreningen "Dril dem allesammen".

Først  blev et par musvitter, som sad og spiste af fugleboldende jaget væk, og  så gik gadedrengene ellers selv i gang med tag-selv-bordet.
Lidt efter var det en stor skovdue, forholdsmæssigt på størrelse med en Jumbo-jet, der blev nappet i halefjerene, bare fordi den ikke ville flytte sig fra fuglebadet, hvor den sad og fik sig en lille en i baren.

Så  var der en af gadedrengene som rigtigt ville blære sig overfor de andre. Den landede på dørtrinet, og hoppede ind i stuen, som om den havde betalt husleje for de næste tre måneder.
Det mente jeg alligevel var lige i overkanten, så jeg råbte lidt op. Den vendte om, lagde et "visitkort" på dørtrinet, og smuttede ud til de andre, og fortale med et stort grin om det nummer den lige havde lavet med Den Gamle Eg.

Åh ja. Den ungdom.

Sommerhilsen fra
Verner Eg


www.ellinge.dk

www.ellinge.dk
Tilbage til indhold